Rod i Arkivet

Hvis nogen går og tror, at et lokalarkiv er ”en støvet affære”, er det ikke helt lyv for Havrebjerg Lokalarkivs vedkommende i øjeblikket. Som vi skrev i forrige nummer af Havrebjerg Nyt er både skolen og den gamle lederbolig under ombygning, og det vil også sige, at der trækkes rør, ledninger og deslige overalt, og ja, kalkpudset daler ned, så det er svært at se, om de gråhårede er ægte grå eller ”støvet grå”. Men det indebærer også, som ellers lovet i Havrebjerg Nyt, at arkivet ikke kan holde åbent på ”Arkivernes dag” lørdag den 9. november.

Arkivsamvirket i hele kommunen, der står for de fælles aktiviteter på arkivdagen, har udarbejdet en folder: ”Turen går til Sydvestsjælland”, men der menes egentlig ”vær turist rundt i din egen kommune”. Og der er faktisk meget at se på. Fra hver af følgende steder er der linet tre lokaliteter eller attraktioner op: Korsør, Stillinge, Havrebjerg, Slagelse, Omø, Hashøj og Skælskør. I Havrebjerg er medtaget kirkerne og det lille museum. Overordnet er der regnet med, at der rundt omkring er åbent 10.00 til 15.00, men man bør orientere sig om det enkelte sted for at være sikker på, om der nu også er åbent. Se også på havrebjerg.dk

I det store og hele er det arkivfolkene, der har udpeget de omtalte lokaliteter, og arkivsamvirket havde den 26. august indbudt folkene fra alle kommunens arkiver til en (deltagerbetalt!) bustur rundt til de fleste af stederne med frokost i Korsørs Kulturhus.

De frivillige i Havrebjergs Lokalarkiv ser frem til ordnede forhold og takker ”kunderne” for overbærenhed med alt rodet og sender

…en kærlig hilsen til jer

Del dette :
Share