Nyt tiltag fra Slagelse Kommune med gratis bus i lokalområdet
Når skoleklokken ringer ind til et nyt skoleår i august 2020, bliver det også starten på en ny borgerbus, som afløser buslinjerne 438, 439 og 491.
Det har Erhverv og Teknikudvalget besluttet på sit møde den 10. oktober 2019. Borgerbussen er en forsøgsordning. Det betyder, at den skal evalueres inden sommerferien 2021, hvorefter der skal tages stilling til den fremtidige kollektive trafik i Stillinge-området.
I modsætning til de nuværende busser, hvor man skal købe billet, bliver borgerbussen gratis at køre med, og kommunen håber, at det kan være med til at gøre bussen mere attraktiv for flere målgrupper.
Ruten for den nye bus er i store træk på plads. I tilrettelæggelsen af ruten har udvalget blandt andet brugt de input, som man fik i forbindelse med borgermøderne i sommers. Det er dog vigtigt, at understrege, at der stadig kan ske småjusteringer af ruten – Der kigges især på skolebørnene til Stillinge Skole og deres kørsel, og det kan måske føre til småjusteringer af de konkrete veje bussen kommer til at køre ad.
For at sikre en god implementering af projektet er det besluttet, at der skal nedsættes en følgegruppe, hvor Havrebjerg Sogneforening er blevet inviteret til at deltage med en repræsentant.
Formålet med følgegruppen er at:
- være sparringspart i forhold til projektets udvikling
- være med til at forankre projektet, blandt andet gennem videreformidling om projektet til borgerne i Stillinge-området
Følgegruppen skal mødes med kommunens administration for at blive informeret om projektets status, og kan fremsætte synspunkter, der kan kvalificere projektet og bidrage med viden om lokale forhold, som kan understøtte dets udvikling. Det kan eksempelvis være at følgegruppen har forslag til ændringer af køreplanen i forhold til minuttal. Følgegruppen vil også blive inviteret til at være med til at evaluere forsøgsprojektet og komme med forslag til forbedringer, når Erhvervs- og Teknikudvalget skal tage stilling til, hvorvidt det skal fortsætte.
Line Andersen, der er Sogneforeningens repræsentant, modtager gerne input, kommentarer og forslag til projektet.
Skriv til :
Sogneforeningen@havrebjerg.dk