Ulla Thorbjørn Hansen valgt som ny biskop i Roskilde stift

Tak for 5 gode år i Havrebjerg sogn

Jeg har nu været sognepræst i Sct. Peders-Havrebjerg pastorat og provst i Slagelse provsti i lidt over 5 år og vil gerne benytte anledningen til at sige TAK!

Af hjertet tak for nogle gode timer sammen i kirke og sogn – i Havrebjerg kirke – men også omkring Sankt Hans bålet i Havrebjerg, hvor jeg har været glad for at få lov til at holde båltalen forrige år.
I 2021 blev jeg opfordret til at stille op som biskop i Roskilde stift, og efter at jeg sagde ja, har det været en travl tid, hvor jeg som en ud af fire kandidater til bispevalget i Roskilde stift har rejst rundt i det store stift og præsenteret mig selv og deltaget i debatter med de øvrige kandidater. D. 15. juni – d.v.s. på dette års valdemarsdag blev valget afgjort.

I skrivende stund – i dag d. 10. august – har jeg netop modtaget mail fra kirkeministeriet med besked om, at jeg ved kgl. Resolution af 29. juni 2022 er ansat som biskop over Roskilde stift fra den 1. september 2022.
Bispevielsen finder sted d. 4. september kl.14.00 i Roskilde Domkirke.

Der vil være afskedsgudstjeneste med mig som sognepræst og provst i Sct. Peders kirke søndag d. 28. august kl.14.00 med efterfølgende reception i sognegården, Herrestræde 1. Alle er velkomne.

Jeg deltog i mit sidste menighedsrådsmøde i Havrebjerg sogn d. 10. august – og vil få travlt med at pendle til Roskilde og til at begynde med arbejde på at få det store stiftskontor til at fungere godt. Der skal ansættes en ny stiftskontorchef, og jeg skal lære alle de gode folk at kende, som jeg nu som biskop skal være leder for. Jeg skal rundt i stiftet og besøge præster og menighedsråd, og jeg skal ansætte nye præster og provster og finde ud af, hvordan jeg bedst kan støtte op om det gode arbejde som udføres rundt omkring i det store stift.

Hvad betyder ordet biskop?
Biskop betyder egentlig på græsk tilsynsmand. I brevene i Det Nye Testamente omtales tilsynsmænd på linie med andre ledende funktioner i de første kristne menigheder. Men i begyndelsen af 2. århundrede synes en biskop at få betydning af en overordnet leder. En menighedsleder og teolog fra begyndelsen af 100-tallet skriver, at biskopper er indsat af apostlene. Snart blev biskop betegnelsen for det ledende embede i kirken.

Hvad laver en biskop?
En biskop er den øverste gejstlige myndighed i et stift. Og stiftet er en administrativ enhed, der er delt op i provstier. Provstierne er igen delt op i sogne, hvor hvert sogn har et menighedsråd knyttet til hver kirke. Slagelse provsti falder sammen med kommunegrænserne og består således af 41 sogne, 27 sogne og henved 35 præster.

Sammen med stiftamtmanden er biskoppen den øverste myndighed i økonomiske og i en række administrative spørgsmål. Der er tilknyttet et sekretariat til stiftsøvrigheden, der kaldes stiftsadministrationen, som er placeret i Roskilde ved siden af Roskilde Domkirke på Stændertorvet 3A.
Biskoppen har en række officielle pligter som øverste gejstlige og administrative myndighed i stiftet og som del af det danske bispekollegium.

Biskoppen skal bl.a. medvirke ved udnævnelse af stiftets præster og provster. Biskoppen leder et orienteringsmøde forud for, at menighedsrådet træffer beslutning om, hvilke kandidater, der skal indstilles som den nye præst. Det betyder f.eks. at jeg vil være med ved det orienterende møde, når der inden længe skal ansættes ny sognepræst i Sct. Peders-Havrebjerg pastorat som tillige skal være provst i Slagelse provsti – og dermed en af mine tætte samarbejdspartnere som ny biskop.

Læs mere om bispevalget på stiftets hjemmeside: https://roskildestift.dk/tema-bispevalg-2022/nyheder-om-bispevalget og på min hjemmeside: www.ullathorbjoern.dk

Aftengudstjeneste d. 18. september kl.17.00 i Roskilde Domkirke
Der er desværre ikke adgang for alle til bispevielsen d. 4. september. Men d. 18. september er jeg blevet bedt om at prædike ved en aftengudstjeneste i Domkirken kl.17.00. Det er en særlig såkaldt skabelsesgudstjeneste med fokus på skaberværket. Her er alle velkomne, jeg tænker, der vil være god plads, og det kunne være fint at se nogle også fra Havrebjerg.

Del dette :
Share