Trinbræt eller fodspor ?

Sogneforeningen har de seneste måneder undersøgt mulighederne for en genåbning af trinbrættet på Havrebjerg Station – således at toget igen ville kunne stoppe og betjene Havrebjerg til fælles glæde for besøgende og borgere i Havrebjerg, og samtidig øge antallet af brugere af banen.

I motiveringen har også indgået ønsket om at etablere en alternativ løsning til den langt mindre trafiksikre anvendelse af bussen, hvor brugere er tvunget til at krydse den trafikerede Kalundborgvej for at kunne stige på og af bussen.

Sogneforeningen har i dialogen lagt vægt på at vi i byen i dag skal tåle alle ulemperne ved toget og at banen allerede i dag betjener en lang række af de øvrige stationer på ruten som trinbræt, hvorfor lokalbanen i sin drift af banen er helt fortrolige med at tilpasse togenes hastighed til at kunne overholde fartplanen uanset at der lejlighedsvist skal stoppes ved et trinbræt. I dag betjenes banen af moderne tog med mulighed for variabel hastighed.

P.t. er der ikke imødekommenhed fra Lokaltogs ledelse til at genåbne trinbrættet i Havrebjerg, men Sogneforeningen har besluttet alligevel at arbejde videre med sagen, således at vi og andre besøgende i Havrebjerg forhåbentlig i overkommelig fremtid, igen kan benytte trinbrættet i Havrebjerg.

Sogneforeningens bestyrelse

Del dette :
Share