Blomstereng ved Legepladsen

Deltag i fælles frøindsamling

Vejret har været noget specielt i sommer. Tørke i forsommeren, voldsom regn over sommeren, og nu den varmeste september i mands minde. I disse dage hører vi om FN’s verdensmål for en bæredygtig udvikling og nu er halvdelen af tiden til at opfylde målene gået. Og ved FN’s generalforsamling gøres der midtvejsstatus. Der er dystre taler…

Men vi kan gøre noget ved det

Biodiversiteten er ét af de områder hvor der er sat konkrete FN’s verdensmål.

1844 dyr, planter og svampe er i fare for at forsvinde fra naturen herhjemme. Faktisk er der kun tre lande i Europa, hvor naturen er i så ringe tilstand som her i landet – det er Luxumbourg, Litauen og Kroatien.

Måske har du fulgt Frank Eriksen og Morten DD Hansen kæmpe for at få mere vild natur, i Danmarks Radios serie ‘Giv os naturen tilbage’, der blev vist hen over sommeren. Om hvordan den danske natur er i krise, og mangler biodiversitet. Det har inspireret nogle Havrebjerg folk, til at gøre noget lokalt.

Kommunen er med

I forbindelse med TV-serien, blev der udskrevet en kommunekonkurrence, for at få alle kommuner til at gøre mere for biodiversiteten.

Slagelse Kommune var også med, dels gennem en omlægning af driften på udvalgte kommunale arealer, planlægning og etablering af nye projektarealer, og dels ved ansættelse af projektkoordinator for biodiversitet, Nikolaj Brandt.

Men kommunen har også bedt om hjælp:

Alle i Slagelse Kommune opfordres til at komme på banen med idéer, engagement og lokal viden om en vildere natur, der styrker biodiversiteten. På denne måde inspirerer vi hinanden til at tænke nyt og gøre tingene på en ny måde – både sammen og hver for sig.

Interesserede i Havrebjerg

Vi er nogle i Havrebjerg, som interesserer os for den danske natur generelt, men også for den nære natur i og omkring landsbyen. Havrebjerg har mange skønne naturoplevelser at byde på, men der er plads til endnu mere.

Blomsterbed ved legeplads

Ved legepladsen på hjørnet af Krænkerupvej og Kildegårdsvej, er der en større græsplæne, som kommunen slår jævnligt. Det er vores opfattelse at plænen sjældent bliver brugt til andet en gennemgangs areal for hundeluftere og børnefamilier, der benytter legepladsen.

Arealet kunne blive langt mere interessant for alle, hvis der etableres blomsterbede med hjemhørende arter, som blåhat, knopurt, kællingetal osv. der tjener som værtsplanter for sommerfugle, insekter og dermed også andet liv, som f.eks. pindsvin, egern, frøer, fugle og så videre.

Det vil berige naturoplevelserne omkring Havrebjerg.

Samarbejde med Slagelse Kommune

Gennem Havrebjerg Sogneforening er der blevet taget kontakt til kommunen og Nikolaj Brandt der vil hjælpe med etableringen af en blomstereng på ca. 200 m2.

Når blomsterengen først er etableret, så er det et robust plantesamfund. Målet er ikke at fremdyrke bestemte blomster, men mere at understøtte det, som dukker op. Bedet tåler forstyrrelser, ja en vildfaren bold, nysgerrige børn eller en gennemløbende hund er bare et ekstra plus. Blomsterengen kan løbende suppleres med udsåning af nye frø, ligesom byens indbyggere kan høste frø til eget brug. Håbet er, at Vild-med-vilje-bedet på sigt vil tiltrække en masse insekter, herunder bier og sommerfugle. Blomsterengen vil være under løbende udvikling, men efter 3-5 år bør et ønsket stabilt stadium være opnået.
I løbet af efteråret og vinteren kan bedet etableres, hvor græstørven først fjernes og dernæst udsås vilde blomsterfrø på arealet.

Første skridt…

Er at få indsamlet blomsterfrø fra vilde blomster i området. Det kommer Nikolaj Brandt og giver en instruktion til lørdag d. 30. september kl. 10.
Kom og vær med – så hører du mere om naturen omkring Havrebjerg og hvordan vi sammen kan gøre den endnu mere oplevelsesrig.

Initiativtagerne til projektet

Har dannet en gruppe, der står for kontakt til Slagelse Kommune og vedligeholdelse af blomsterbedet.
Hvis du er interesseret i at være med, kan du kontakte Asger 26354732 eller Claus 22331115
– eller mød blot op til arrangementet

Vildeblomster og Biodiversitet

Del dette :
Share