- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Troens rejse – Intimkoncert i Havrebjerg Kirke
20. september 2019 kl. 19:00 – 20:00
Koncert med Peter ”Annapurna” Elversang, tidl. Bandmedlem i Bifrost. Sangeren og sangskriveren Peter ”Annapurna” Elversang er nok mest kendt for sin medvirken i halvfjerdser-bandet Bifrost.
Kunstnernavnet Annapurna fik han i 1972 tildelt af sin nu afdøde, indiske Guru, Swami Narayanananda. Det hindu-mytologiske navn til trods, regner Peter sig ikke for specielt hinduistisk, kristen, eller hvad der nu ellers måtte findes af religiøse flokdyrsbetegnelser. Som den førnævnte Guru så enkelt og bramfrit udtrykte det: ”Ligegyldigt hvilken religion en læresætning ellers stammer fra: Hvis den giver god mening, så tag den for enhver pris til dig, og hvis ikke, så los den skånselsløst på porten!” Det var således helt uden indre konflikter, da Peter i 2001 under navnet Annapurna udgav albummet ”Underets Vugge” med selvskrevne, kristne salmer. Salmerne var skrevet på opfordring af Anne Braad, som var sognepræst i Stefanskirken på Nørrebro, hvor Peter sidst i halvfemserne arbejdede et par år som kirketjener – og stadig er ”stamgæst”.
Ved aftenens arrangement i Havrebjerg Kirke vil Peter medbringe sin guitar, fortælle lidt om sit liv og give smagsprøver på de sange, der er kommet ud af det.
Der er fri entre.