Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Filmforevisning med Aksel Frandsen – frihedskæmper i Blæsinge og Havrebjerg under 2. verdenskrig.

12. april kl. 14:00 17:00

Fællesarrangement mellem flere foreninger i Havrebjerg den 12. april.

Under 2. verdenskrig var Aksel Frandsen fra Blæsinge med i modstandsbevægelsen.

Menighedsrådet i Valgmenigheden i Havrebjerg er kommet i besiddelse af en film med Aksel Frandsen fra Blæsinge. Han var med i frihedskampen under 2. verdenskrig, og måtte ”gå under jorden”, da han var ved at blive taget af Gestapo.

Han har flere gange gemt folk på sin gård bl.a. politifolk, der var ved at blive taget af Gestapo. Han var med til at hente våben, som blev kastet ned ved Tissø, og han fik en aftale i stand om at brænde et hus af, så beredskabet blev forsinket til en sabotage, som frihedskæmperne skulle foretage i Slagelse.

Aksel Frandsen var en rigtig god fortæller, og det er en spændende historie, men også en vigtig historie for eftertiden, og derfor er den værd at vise lokalt. Aksel Frandsen og meget af hans familie var medlemmer i Valgmenigheden i Havrebjerg, og det er igennem hans familie, at vi har fået filmen, og vi har fået lov til at vise den offentligt.

Valgmenigheden i Havrebjerg, Forsamlingshuset, Sogneforeningen og Lokalarkivet er gået sammen om at lave et fællesarrangement søndag d. 12. april, hvor vi viser filmen. Filmen er produceret af Amtscentralen i 1985 og er blevet brugt til undervisning. Filmen har oprindeligt ligget på et videobånd. Herfra er den blevet overspillet til CD og senere til USB-stik, og der er gået lidt tabt i kvaliteten, men den er stadigvæk tydelig i billede og tale.

Vi begynder dagen med en kort gudstjeneste i Valgmenighedskirken kl. 14.00, efterfulgt af visning af filmen i Havrebjerg Forsamlingshus kl. 15:00. Filmen bliver vist på stort lærred, og der bliver en pause undervejs i filmen, hvor der vil blive serveret kaffe og kage.

Det koster 50 kr at deltage, og der betales ved indgangen i forsamlingshuset.

Alle er velkomne til at deltage, der er ikke tilmelding, men det er optimalt med 65-70 personer i forsamlingshuset, og det er ”først til mølle” princippet.

 

50kr. inkl. kaffe og kage
Krænkerupvej 57, Havrebjerg
Slagelse, 4200 Denmark
+ Google Maps
+45 40 45 50 66
Se Sted hjemmeside