Åbent Arkiv Aften – hvem vandt 61-0 i 1960?

TIRSDAG 13. MARTS KL. 19.30 I FORSAMLINGSHUSET

DEN ÅBNE ARKIVAFTEN I FORSAMLINGSHUSET

Med Kirsten Christiansen og Anne Grethe Dybbro (Trebbien)

Tirsdag den 13. marts klokken 19.30 blænder Lokalarkivet i Havrebjerg igen op for årets “samtaleaften” i Havrebjerg Forsamlingshus. Det er i hvert fald vores fornemmelse, siger de frivillige i arkivet, at folk i stor udstrækning også og ikke mindst kommer for at få en snak ud over det daglige. Med gamle bekendtskaber og om gamle dage, (den gang alting var bedre!). Og hukommelsen styrkes ved at se billeder og optegnelser fra snart sagt hver en krog af det gamle sogn og kommune. Eller folk, der har købt nyt (andet) hus i Havrebjerg eller nærmeste omegn, kan få hele husets historie – med beboere! Og der kommer næsten altid nyt materiale frem ved disse sammenkomster.

I år er det lykkedes for arkivet at få hele to fortællere til denne aften. Kirsten Christiansen og Anne Grethe Dybbro (Trebbien) har lovet at hjælpe hinanden med at opfriske minder fra deres barn- og ungdomsår i Havrebjerg, og så har de vist også billeder med til at krydre beretningen. Kirsten er datter af Johanne og Aksel Christiansen, der boede i det lille hus ved siden af Brugsen. Han var musiker, kendt som “Aksel Spillemand” og var i mange år “fast inventar” ved skolekomedier og juletræsfester. Anne Grethe er datter af “Slagter Trebbien” nemlig Gudrun og Eigil Trebbien, der i mange år helt frem til omkring 1970 (?) havde slagterbutik på hjørnet over for stationen.

Men aftenen giver selvfølgelig også som altid lejlighed til at studere de fremlagte billeder og andre optegnelser og komme med rettelser eller helt nye (gamle) oplysninger, der kan være så spændende, at de kan gøre arkivarerne helt “høje”! Og hvis man ellers har tid til det for snakken, er der kaffe og kage for en tyver ved bordene, som arkivfolkene altid er mestre i at gøre rigtig forårsflotte.

61-0

Som nævnt andet steds er det Anne Grethe Dybbro og Kirsten Christiansen, der er fortællere ved lokalarkivets Åbent-Arkiv-Aften i forsamlingshuset.

De var i 1960 en del af det legendariske håndboldhold fra Havrebjerg, der i en turnering vandt samtlige kampe uden at lade bolden komme i eget mål en eneste gang, hvilket overskriften herover tydeligt henviser til.

Vi citerer omtalen i Sjællands Tidende:

Det hører til sjældenhederne, at et haandboldhold går ubesejret gennem en turnering, men at man spiller alle kampene, uden at der overhovedet bliver scoret mod holdet, er noget helt enestående.

Imidlertid har Havrebjerg Gymnastikforenings pigehold præsteret dette. Holdet har deltaget i SASG & Is turnering for piger under 14 aar og har suverent vundet sin kreds. I de otte kampe, der er spillet, har holdet scoret 61 maal mod 0. Mon ikke det er noget af en rekord?

Ved SASG & Is store pokalhaandboldsstævne i Slagelse for nogle uger siden klarede Havrebjerg-pigerne sig også glimrende. De vandt alle de seks kampe, de deltog i, og scorede 21 maal mod 2. Nu er man spændt paa, om det vil gaa lige så godt ved amtsmesterskaberne i Ringsted i august.

Del dette :
Share