Slaveriet trækker også spor til Havrebjerg……

Fridericus Afrikanus – født på Guineakysten søn af en dansk soldat og en afrikansk kvinde – var degn i Havrebjerg i midten af 1700-tallet

Fridericus Afrikanus/ Frederik Pedersen Svane

I midten af 1700 tallet var der en degn i Havrebjerg, der har sat sine spor. Dels med historier om ham og dels kan man i dag se hans navn skåret i degnestolen i kirken.

Hans rigtige navn var Frederik Pedersen Svane, men han ændrede sit navn til den latinske version Fridericus Petri Svane Africanus.

Han var født på Guineakysten i Afrika (det nuværende Ghana) af en afrikansk kvinde og en dansk soldat. Danmark havde på det tidspunkt Guldkysten som koloni og derfra fragtede man de mange slaver over til De vestindiske Øer. Frederik Pedersen var en opvakt dreng og han blev adopteret af en dansk præst, der arbejdede på fortet Christiansborg på Guldkysten. Han tog drengen med til Danmark, hvor han fik skolegang og læste teologi i København. Han fik aldrig afsluttet sin teologiske embedseksamen, men tog tilbage til Afrika og var missionær der i gennem 13 år. Derefter rejste han tilbage til Danmark og blev degn ved Havrebjerg Kirke. Han havde et stift og stridbart sind og han var hidsig og vanskelig at komme ud af det med. Africanus følte sig hævet over sin stand, og han ville ikke rette sig efter sine overordnede – præsten Joachim Gynther. Det var dengang skik at degnen skulle besørge breve og udrette andre ærinder for præsten. Men dette nægtede Africanus.

Han var ikke meget værd som lærer og ville hellere ud og skyde med sin bøsse. Engang var han lige ved at skyde et barn der løb og legede og det bevirkede at der blev rejst en sag mod ham og han blev sat strengt i rette. Han havde også en strid med Ludvig Holberg, der ejede Havrebjerg by og kirke dengang. Africanus mente ikke han fik den rette løn som skoleholder og der kørte en sag på det. Det endte med at Africanus vandt den strid.

Han kom til Havrebjerg i september 1749 og kom til at bo i skolehuset, der lå vest for kirken. Det var et ret nyt, velbygget hus. I den østlige ende lå skolestuen, hvor Frederik skulle undervise børnene fra sognets tre landsbyer, Blæsinge, Krænkerup og Havrebjerg.

Han fungerede i 34 år som degn, men endte sine dage på Slagelse Hospital, som en gammel, blind og fattig mand.

Læs mere om degnen i Havrebjerg i bogen af H.E. Sørensen: Fridericus Africanus

Del dette :
Share