Båltalen Sct. Hans aften 2014 blev holdt af

 Valgmenighedspræst Nana Hauge

Vi har fået lov til at gengive hendes tale her:

 Det er næsten så sikkert som amen i kirken – at der i forbindelse med foråret mange helligdage – er nogen der skal brokke sig over at vi har dem. Det er utidssvarende, at så mange holder fri på samme tid, det bremser væksten og det passer ikke til et moderne samfund, at en religion tilgodeses frem for en anden (selvom det i Grundlovens §4 jo altså er indskrevet at Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og at den som sådan støttes af staten.)

Det er slet ikke noget nyt, at man sådan vil afskaffe helligdage – indtil Struenses helligdagsreform i 1770, havde vi 22 helligdage, mere end vi har i dag – blandt andet hellig tre kongerdag 3. juledag og Sankt Hans, som vi fejrer her i aften – som jo er fejringen af fødslen af Jesu slægtning Johannes Døberen – som vi kender fra Bibelens historier.

Men på trods af helligdagsreformen for 900 år siden står Sct. Hans altså stadig stærkt som en tradition, ikke så meget en kirkelig, men en folkelig tradition- Det er en aften vi fejrer over hele landet – ja i hele Skandinavien – ja selv efterkommere af skandinaver i fx USA fejrer Sct. Hans.

Det har selvfølgelig at gøre med at Sct. Hans har været fejret her til lands i mange tusinde år. Før kristendommens indførelse som en markering af sommersolhverv – det lyseste døgn på året – og den dag hvor det vender og dagene nu begynder at blive kortere.

Men at fejringen står så stærkt, siger måske også noget om, at kristendommen ikke kun er en kirkelig sag – men også en folkelig sag, for fejringen af Sct. Hans binder os jo netop sammen som folk. Med den udtrykker vi, at vi elsker vort land som vi synger i Midsommervisen. At vi har en fælles historie, ophav og tro og at vores liv er sat ind i en større sammenhæng end det der lige står i vækstens og konkurrencestatens navn.

Fejringen af St. Hans er på sin egen stilfærdige måde et udtryk for hvor indvævet kristendommen er i vores land historie på trods af rationalismens forsøg på med deres råberi om afskaffelse af hellighag – at skrive den ud af vores historie.

Man skulle synes, at det burde være unødvendigt med sådant et råberi, for så vidt, at det står folk frit for om de vil fejre disse helligdage. Ingen tvinges jo i kirke og ingen tvinges til Sct. Hans bålet – på nær heksen.

Derfor vidner iveren efter helt at slette kristendommen ud af danskernes dagligdag om, at der er tale om mere end blot en ligegyldighed over for kristendommen og den fælles historie og kærlighed til fædrelandet – nej, der er tale om en form for konkurrerende tro som vil omvende hjerterne til rationalismens tro på et hvert menneske fødes son en blank tavle – uden at skylde nogen sit liv eller sit ophav, men frit til hensynsløst at optimere sig selv og sine egne muligheder.

Det inderste spørgsmål i denne strid handler derfor om hvorfra det lys kommer som oplyser ethvert menneske? Det lys der oplyser hjerterne så de aldrig bliver tvivlende kolde.

Kommer det fra mennesket selv – eller kom det til os den julenat i Guds søn, han som er stjernen, der skaber glans i hvert øje? Og som det bål vi skal tænde i aften således peger frem mod`

Det er her striden står – mellem den rationalistiske tro – den der vil gøre alt til tomhed og øde og alene et spørgsmål om vækst og selvudvikling – og som vil nægte et menneske at det høre hjemme i en given sammenhæng – og så lyset der kommer til verden – der skinner i mørket. Det lys der er frihed fra den tomhed og det øde, som vores liv er, hvis vi kun lever for at mætte os selv med oplevelser, vækst og udvikling. Det er vores frihed, at vi har en Fader i himlen, som af faderlig kærlighed, på forhånd –har givet os en tilværelse med grænser, arv og gæld – så vi er fri for at skulle skabe os selv i vækstens og fremskridtes billede. Det er vores rigdom.

Rigtig glædelig Sct. Hans