Allenhelgens mindegudstjeneste i Havrebjerg Kirke

Søndag d. 4. november kl.16.00
Alle er velkomne til denne Allehelgens minde-gudstjeneste, hvor det vil være muligt at komme lidt før og få skrevet navnet på den eller de, som man har mistet i det forløbne år. Navnet på afdøde vil blive læst op af provst Ulla Thorbjørn Hansen i forbindelse
med kirkebønnen efter prædikenen. Ulla Thorbjørn vil være til
stede i kirken fra kl.15. klar til at notere navne.

Ulla Thorbjørn Hansen er forfatter til bogen ”Dødsbud om underretninger ved pludselige dødsfald” og står gerne til rådighed for samtale herom efter gudstjenesten.

Kirken gir plads og rum for mennesker i sorg
Allehelgens dag – en dag som i manges øjne nok er en lidt mørk og dyster dag – fordi man den dag i mange kirker og kapeller rundt om i landet – læser navnene op på dem, der er døde i det forløbne år. Ja, jeg husker selv, hvordan jeg som ung var i kirke en – troede jeg – ganske almindelig søndag – og så blev der pludselig læst en masse navne op på folk, der var døde i årets løb. Det virkede lidt voldsomt – fordi der var enkelte omkring mig, der begyndte at sidde og græde – men på den anden side, så var det godt at erfare, at kirken også kan gi plads og rum for mennesker i sorg.

Sorgen har sin plads og sin tid i livet og i kirken – men der skal samtidig være plads til glæden – glæden over det, der har været, det der er nu, og det, der skal komme. Og jeg vil da også tro, at det for de fleste af os gælder – at selvom det gør ondt, når vi skal tage afsked med nogle af vores kære, så er det de færreste af os, der ville have været et liv med ham eller hende foruden. Vi har midt i sorgen også noget at glæde os over. Ja, man kan sige, at der dybt inde i sorgen er noget, som ikke bare ligner glæde men som er glæde.

Den liturgiske farve til Allehelgens søndag er da også hvid – som er festens farve. For selvom man på Alle Helgens dag taler om døden og de døde, så er Alle Helgens dag også en glad og lys dag. Det er en dag,hvor vi takker Gud for livet – det liv som er nu, som har været og som kommer. Vi taler om liv, glæde og opstandelse – det levende håb, som vi ifølge dåbsritualet er genfødt til. Ja, ved at mindes de mennesker, som har betydet noget for os andre, bliver vi holdt fast i troen på, at vi er del af et gudgivent fællesskab – et fællesskab for hvilket døden ikke kan sætte nogen grænse.

Gudstjeneste

Share